Hvad er kiropraktik
Manuelle behandlingsformer som f eks massage, fysioterapi, osteopathi og kiropraktik var været beskrevet langt tilbage i tiden (hippokrates).
Kiropraktikken som behandlingsform tog for alvor sin start i USA i begyndelse af forrige århundrede og blev efter mange år en anerkendt behandlingsform til mennesker.
Hos dyr og især heste er det først i slutningen af det 20. århundrede at kiropraktik har fundet anvendelse. Også her tog den sin start i USA. Det er således også herfra man har de mest omfattende undersøgelser på biomekanik og behandlingsteknikker.
Formålet med manuelle behandlingsformer er primært at få bevægeapparatet til at fungere optimalt, at normalisere bevægeapparatets funktioner og normalisere nervefuntioner.
Den kiropraktiske behandling er unik ved at der behandles direkte på led og især rygsøjlens led. Ved at rette et hurtigt, kort stød på et specifikt led i en specifik retning (b bringes leddet til at fungere normalt. Vi sætter ikke knogler på plads, men sætter led i bevægelse i overensstemmelse med dets normale anatomi. Dermed genoprettes normal ledfunktion og nervesystemet stimuleres gennem mekanoreceptorer i muskler, ledkapsler og sener.
Nervesystemet er central i den kiropraktiske behandling fordi det kontrollerer og koordinerer alle andre systemer og organer i kroppen. Et normalt fungerende nervesystem er essentiel for muskel, led, karfunktion m.v. og dermed for restitution af patienten. Neuropatologi er central i den kiropraktiske behandling
Kiropraktik behandler fixationer – tilstande hvor et led har mistet dets normale bevægelighed, er låst eller har nedsat bevægelighed. Fixationer kan udvikle sig til segmentale dysfunktioner - de enkelt led er koblet op gennem rygsøjlen så et låst led medfører initialt øget bevægelse af nabo led der med tiden overanstrenges og bliver låste, fixerede. Lidelse opstået i et led breder sig således til et større område. Disse områder udviser de klassiske symptomer med reduceret bevægelighed, påvirket muskelaktivitet og øget følsomhed for tryk. Altså – stivhed, muskelspændinger og smerte. Ubehandlede tilstande kan udvikle sig yderligere til mere komplicerede læsioner (og kompensatoriske forandringer) hos patienten - vertebral subluxations complex (vertebral dysfunktion complex) - en tilstand med omfattende funktionelle og patologiske følgevirkninger, hvor der udover ændret muskel og ledfunktion ses påvirkning af vaskulære og neurologiske funktioner.
Manglende bevægelse i et led i rygsøjlen kan således forårsage forandringer i det neurale input til rygmarven og forårsage inflammation og vaskulære forandringer (ødem, ischæmi). Specielt rygsøjlens led har betydning for patientens velvære og funktion. Nerver udgår herfra til muskler, led, indre organer, sanser, balanceorganer, kar m.v.. Nedsat bevægelighed ændrer det lokale blodomløb og signal flow gennem nervebanerne. Der fremkommer inflammation, ødem, øget tryk på kar og nerver osv. P.t. er der særlig fokus på ischæmi i området som årsag til smerte.
Kiropraktikken behandler som nævnt det enkelte led. Et leds bevægelighed defineres af dets ”range of motion” (ROM). ROM opdeles i aktiv ROM og passiv ROM. Aktiv ROM bestemmes af den bevægelse et led kan præstere s.f.a egen muskelaktivitet, mens den passive ROM bestemmes af den ekstra bevægelse et led kan præsterer ved en udefrakommende påvirkning. Grænsen for passiv bevægelse er den elastiske barriere. Her udføres den kiropraktiske behandling – leddet føres til den elastiske barriere (til tension) og støddet (thrust) udføres, hvorved det bringes ind i den paraphysiologiske zone. Zonen mellem den elastiske og den anatomiske barrierer. Bringes leddet over den anatomiske barrier, beskadiges leddet. Den normale ledbevægelse kan desuden være begrænset af en restriktiv barriere - ødem, muskelspasmer, kontraktur, intra og extraartikulære adhæsioner, ossøse anomalier samt smerte. Den restriktive barriere brydes ved den kiropraktiske behandling.
Den meget vigtige specifikke retning er bestemt af leddets anatomi. For rygsøjlens vedkommende er facetleddenes orientering afgørende for den retning der vælges. Anatomien ændres op gennem rygsøjlen. Fra sacrum til anticlinal er de stillet saggitalt, fra anticlinal til C6 er de stillet coronalt og fra C6 tilC2 er de stillet 45 grader. Hos hest er der et overgangsområder (T13 til T15) og der kan ses individuelle forskelle i C6 til T1 med overgangsfænomener hvor facetleddets retning skifter over 2 til 3 led.
Er man ikke vidende om disse retninger, vil behandling næppe være effektiv og i værste fald skadelig for patienten. Det er derfor særdeles vigtigt at have den fornødne viden om leddenes opbygning.